Så er padelbanen indviet

27. april 2024 16:57 , af Ole Munk

På Tennissportens Dag, lørdag den 27. april 2024, holdt Hundested Tennisklub åbent hus og brugte anledningen til at indvie klubbens nye padelbane, som er opført ved frivillig arbejdskraft af en stor gruppe medlemmer. En kæmpe tak til alle, der har bidraget til det flotte resultat. Banen blev åbnet af borgmester Steffen Jensen og byrådsmedlem Sune Raunkjær, der mødte Stefan og Rasmus Borre fra Hundested Tennisklub i en drabelig dyst.

Der var flot fremmøde på dagen og også besøg af potentielle nye medlemmer, som fik mulighed for at prøve kræfter med både tennis og padel.

Indtil videre er padelbanen kun åben for klubbens medlemmer, men så snart vi har fået installeret elektronisk dørstyring, vil banen også blive åbnet for udlejning til gæster.
Prisen bliver 200 kr pr. time for leje af hele banen. Klubbens medlemmer kan naturligvis spille gratis.